Kommunen skal sørge for, at brugerne af sociale tilbud får mulighed for at få indfIydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene, og der skal sikres samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger. Dette fastlægges i servicelovens kapitel 5.

Heri står bl.a. også følgende: Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen vedrørende tilrettelæggelse af indsatsen efter denne lov. Kommunalbestyrelsen fastsætter rammerne for og omfanget af rådenes opgaver (§16, stk. 2).

Således har man politisk mulighed for at nedsætte et udsatteråd, men denne foranstaltning er ikke krævet af lovgivningen. En opgørelse fra Rådet for Socialt Udsatte viste, at der i 2023 var 49 lokale udsatteråd, dvs. at cirka halvdelen af kommunerne har et udsatteråd.

I administrationen er der arbejdet med tre forskellige modeller, der kan understøtte arbejdet på udsatteområdet, som er beskrevet nedenfor. 

Model 1: Udsatteråd

En model hvor kommunalbestyrelsen nedsætter et udsatteråd og vedtager et formelt kommissorium (formål, opgaver, forventninger), samt gennemfører en valgprocedure med antal medlemmer, valgperiode og krav til deltagelse.

Erfaringen fra det eksisterende udsatteråd er generelt, at det har været svært at skabe den fornødne fremdrift iblandt rådets medlemmer, hvorfor denne model ikke umiddelbart anbefales.

Fordele: Demokratisk legitimitet, større synlighed og politisk gennemslagskraft

Ulempe: Svært at rekruttere udsatte borgere og medlemmer generelt. Mange udsatte borgere har udfordringer, der gør det svært at: melde sig som kandidat, møde op regelmæssigt, indgå i formaliserede møder, håndtere papirarbejde og struktur. Derfor ender det ofte med, at embedsmændene må facilitere arbejdet og holde sammen på rådet. 

Kommunen etablerer sekretariatsbetjening og sikrer honorering/diæter efter lokale regler. 

Model 2: Brugerpanel / Dialogmøde 

En model hvor indsatsen vedrørende udsattes forhold knyttes direkte til vores værested Jens Skippers Hus. Vi tror på, at det kan være en meget stærk model, hvor det vil være betydelig lettere at rekruttere borgere til at deltage, fordi mange udsatte borgere føler sig trygge på værestedet og vil derfor være mere tilbøjelige til at deltage i dialog, end hvis de skulle indgå i et formelt råd med møder, dagsordener og referater. Vi foreslår, at der to gange årligt inviteres til åbne arrangementer, hvor udsatte borgere og aktører inviteres til at dele erfaringer og give input til politikker.

Modellen anvendes i flere af de kommuner som ikke har oprettet et politisk nedsat udsatteråd 

Fordele Flere engagerede borgere vil møde op, politikkerne får et direkte indblik i borgernes hverdag, mindre bureaukratisk, trygge møder skaber øget fremmøde, færre mødeomkostninger

Ulemper: Ingen umiddelbare ulemper - der kan være borgere som vælger ikke at møde op i værestedet, den dag mødet foregår.

Kommunen etablerer sekretariatsbetjening og facilitering af møderne.

Model 3: Brugerrepræsentanter i eksisterende råd

En model hvor vi i stedet for at oprette et udsatteråd kan inkludere udsatte borgere eller repræsentanter i:

• Social- og sundhedsudvalg (som høringspart)
• Handicapråd
• Frivilligråd

Fordele: Demokratisk legitimitet som øvrige udvalg 

Ulemper: Det vil fortsat være svært, eller umuligt, at rekruttere borgere, som er udsatte.

Kommunen etablerer sekretariatsbetjening og sikrer honorering/diæter efter lokale regler.